Welsh Corgi Cardiganen Gunhild har fødselsdag

Gunhild har fødselsdag – hun er selv den største gave til vores familie!

Den 13. februar fylder skønne, sjove og skøre Gunhild et år. Og det skal selvfølgelig fejres: Gunhild skal have masser af sine yndlingsgodbidder, og vi andre skal have kage – for sikke et første år sammen, vi har haft!

Gunhild har på mange været den skønneste gave til vores familie – og det er jo sikkert også derfor, at mange af jer derude også har anskaffet jer en hund – eller drømmer om at gøre det.

Dit barns nye bedste ven

”Det er godt for børn at vokse op sammen med et kæledyr”, siger man – og ja, det er vi helt enige i!

(Det betyder naturligvis ikke, at du er en dårlig forælder, hvis I ikke har dyr i familien og heller ingen planer om at få det – men så læser du jo nok alligevel heller ikke med her 😉 )

Når man køber en hund til familien, får barnet eller børnene en legekammerat, der altid er med på en omgang tagfat – og ofte også en bedste ven, som gerne lægger øre til, hvis barnet har brug for en fortrolig at dele tingene med.

Barnet vil uden tvivl elske det nye familiemedlem højt – og sikkert også rigtigt gerne påtage sig et alderssvarende ansvar for hunden. Det kan være at gå tur med den, evt. gå til træning med den eller udføre små træningssessioner med den derhjemme, være den, der sørger for, at hunden altid har frisk vand stående – og måske også den, der giver hunden mad.

Samtidig skal barnet – også alderssvarende – hjælpes til at lære og forstå, hvordan man behandler hunden med respekt for dens behov og grænser. En lille hvalp skal sove mange timer i døgnet – og det skal den have lov til, uden at barnet forstyrrer den. Barnet skal også lære hundens signaler at kende, så man undgår konflikter mellem barn og hund, der i en ulykkelig situation kan føre til, at hunden måske snapper efter barnet.

Er der en voksen til stede?

Der er ingen tvivl om, at det er spændende og sjovt at få en hund i familien. Det er samtidig også et stort ansvar, man påtager sig – og i sidste ende er det ansvar altid forældrenes.

De fleste hunde bliver mere end 10 år – og i løbet af 10 år sker der meget med børn:

Hvis børnene er yngre, når hunden kommer til familien, kan der ske, at børnene får andre interesser, som tager deres tid – men hunden skal jo stadig luftes hver dag …

Hvis børnene allerede er teenagere, når hunden kommer til, når de måske endda at flytte hjemmefra, mens hunden stadig er i familien.

Man skal derfor som voksen være klar til at påtage sig det ansvar, der følger med, når man beriger familien med et lille uldent og firbenet ekstra medlem.

Og så er der i øvrigt ingen tvivl om, at en hund kan blive en kæmpe gave til familien. Som Gunhild har været det til William og Sebastian – og deres forældre J

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *